Turen går til… Rummet!

Jeg har været mange steder i verden, men rummet står stadig på min bucket list. 2016 ser dog ud til at blive året hvor jeg endelig kan få krydset dén af!

Space: The final frontier

Det skorter ikke på filmcitater og one-liners, når samtalen falder på rummet. Men for mig stammer fascinationen af rummet ikke fra Hollywood film, men til gengæld fra da jeg var 8 år gammel og mine forældre tog min bror og mig med til Kennedy Space Center.

Jeg husker, hvordan jeg var fascineret af alle rumfartøjerne, de store raketter og billederne af astronauterne i deres rumdragter – dét fik fantasien til at flyde frit og jeg husker, at jeg tænkte: “Dét vil jeg også prøve en dag!”

Så da jeg forleden fik muligheden for at erhverve en billet til rummet, slog jeg til. Timingen var rigtig, muligheden eksisterede og jeg havde privilegiet til rent faktisk at kunne gøre det.

Hvornår, hvordan og hvorledes?

Kontrakten er på plads, og den store check er signeret og sendt. Det ser derfor ud til, at 2016 bliver året, hvor jeg kan iklæde mig astronautdragten og lave takeoff fra en lille flybase på de Hollandske Antiller.

Det er naturligvis ikke mig selv, der skal styre fartøjet. Det job tilfalder en tidligere NASA rumpilot. Jeg indtager blot rollen som “co-pilot” i rumskibet(?), der skal bringe os op i 103 kilometers højde og tilbage igen. Firmaet, der står bag, hedder XCOR og fartøjet er designet til at fragte piloten og én passager op til en udsigt, der indtil nu kun har været forbeholdt nogle ganske få mennesker. I alt kommer jeg til at tilbringe 4-6 minutter i vægtløshed i det, der officielt defineres som rummet.

Jeg glæder mig – men inden jeg bestiller nye visitkort med titlen “Astronaut” på, skal jeg først igennem en række lægetjek. Herefter begynder ventetiden på, at ingeniørerne melder fartøjet i flyvedygtig tilstand og det bliver min tur. Er fartøjet ikke klart, bliver tidsplanen skubbet. Safety first.

Om jeg er nervøs? Selvfølgelig. Men glæden og begejstringen ved at komme til at opleve vægtløshed og det majestætiske syn af jorden foroven opvejer mine bekymringer tifold. Inden jeg tog beslutningen havde jeg naturligvis lavet mit forarbejde, og jeg er af den overbevisning, at det er et sikkert koncept.

“Hey Soph’… I’m going to space!”

Men indrømmet. Det er selvfølgelig forbundet med risiko. Derfor blev beskeden om mit planlagte eventyr heller ikke modtaget med udelt begejstring, da det blev præsenteret i det lille hjem i Dubai.

Men Sophie er fantastisk. Hun støtter mig i tykt og tyndt og opbakningen til projekt blev dog også hurtigt etableret, efter vi fik talt det grundigt igennem. Det skete dog på betingelse af et par grundregler:

1. “Don’t die!” og
2. “If I get pregnant you cancel!”

Fair nok – og hun har selvfølgelig ret. Havde vi allerede etableret os en familie, ville jeg næppe stige ombord i et fartøj med en disproportional stor raketmotor spændt bagpå og et tons raketbrændstof.

Men skal det være, skal det være nu. Og jeg glæder mig!

To infinity… and beyond!