Flytte til Dubai? For folk der kender mig kommer det næppe som en overraskelse. Det har ligget i kortene længe men jeg har manglet at lave en ordenlig udmelding: Per 1. oktober flytter jeg ud af Danmark og bliver officelt udenlandsdansker.

Dubai

For omkring et år siden valgte jeg at tage et halvt års udstationering for at få nogle luftforandring. Jeg kom tilbage til Danmark i April måned og har nu besluttet mig for at jeg vil tilbage til Dubai igen. Men modsat sidste gang, er der denne gang ikke tale om en tidsbegrænset udstationering på 6 måneder men i stedet en permanent udflytning hvor jeg framelder mig folkeregistret og bliver en rigtig udenlandskdansker.

Så hvorfor flytte til Dubai? For det første har jeg mødt Sophie og derudover, så synes jeg bare at Dubai er enestående:

  • Alle er på udebane
  • Det er en smeltedige af verdens kulturer
  • Al ting er straight forward – reglerne er simple
  • Det er et attraktivt land at være ambitiøs i
  • Dubai bevæger sig fremad med 600 km/t!
  • Det ligger tæt på både Europa, Asien og Afrika
  • … og så er det 25 grader i januar måned (!!!)

Hvis jeg har lært noget igennem mit indtilvidere 30 årige liv, så er er det at man skal gøre det der gør én glad – også selvom det er vildt upraktisk og måske ikke umiddelbart passer ind i livets øvrige planer. Og selvom det betyder at jeg skal sælge mit hus og sige farvel til mine biler – og selvom jeg skal skrives ud som direktør i mine firmaer og frarøves halvdelen af min formue i en pervers fraflytterbeskatning af SKAT – så skal man ikke holde sig tilbage for det der gør en glad.

Det er trods alt materielle ting og praktiske problemer. Min største frygt er at man i livets efterår fortryder ikke at have udlevet de ting man inderst inde gerne ville have gjort og oplevet, fordi man var holdt tilbage af pratiske problemer.

Så nu begynder 2 hæsblæsende månder.  Alt det praktiske omkring flytningen, at få pakket og fragtet indbo til Dubai, få sat huset  til salg, at få det nye sted op at køre, at finde en model for mine virksomheders fremtidige drift herhjemme og ordne alt det bureaukratiske omkring udflytning og værdiopgørelser – og nårh ja, så skal vi jo også lancere PointWorld til september.

Spørgsmål:

  • Hvor ville du flytte hen hvis du skulle forlade Danmark?
  • Hvad gør dig glad?