Debatindlæg: Danmarks Genopretningsfond kunne have lavet en bedre deal!
Det kan på overfladen virke lidt tørt og lidt kedeligt, men det er faktisk enormt vigtigt det der foregår lige nu: De store “samfundsbærende” virksomheder, der er ramt af COVID-19-krisen, kan nu ansøge om kapitaltilskud fra Danmarks Genopretningsfond, der til gengæld får ejerskab i virksomhederne.
EU har fyldt seddelpressen med blæk og papir og står klar til at pumpe 5.550 milliarder kroner ud i Europa. I første omgang får Danmark lov til at støtte kriseramte virksomheder herhjemme med 9,8 mia kr.
Kravet for at kunne modtage støtte fra genopretningsfonden er at man omsætter for mindst 500 mio kr. og på anden vis vurderes samfundsvigtige. Det kvalificerer ifølge fonden ca. 2-300 virksomheder herhjemme.
Genopretningsfonden skal agere “investor of last resort” og tilføre en frisk egenkapital, der sikrer kapitalgrundlag i vores store og – under normale omstændigheder – sunde virksomheder. Ejerskabet til staten kommer umiddelbart uden stemmerettigheder eller anden indflydelse – så lidt en blankocheck.
Mit spørgsmål er, hvorfor man vælger at hjælpe virksomheder ved at købe sig ind i dem – på dårlige vilkår endda – frem for bare at låne dem pengene i stedet? Det kunne eksempelvis være som ansvarlige lån der står tilbage fra andre kreditorer, skulle det værst tænkelige ske.
Når man nu alligevel er ude og lave en form for konkurrenceforvridning ved at uddele en støtte, som kun 2-300 virksomheder kvalificerer sig til, hvorfor så ikke bidrage med kapital som et lavtforrentet lån med lang løbetid i stedet? Så ved vi i det mindste at pengene kommer retur som en boomerang. Det gjorde Danmark med bankpakkerne under finanskrisen, og man endte med at få sin hjælpe retur – endda med en provenu på 25 mia kr.
I vores eget investeringsselskab handler det altid om, hvornår en investering kommer retur – ikke om den gør. Man kunne fristes til at tro, det er fordi vi udelukkende investerer med vores egne penge. Jeg tænker nu alligevel, at Danmark med fordel kunne adoptere samme princip i denne sag.
Samtidig bør man også stille sig kritisk ved hvorvidt vi overhoved ønsker at have staten til at være medejer i nogle af landets største virksomheder?
Det virker til at Danmarks Genopretningsfond kunne have lavet en bedre deal – ikke bare for sig selv, men på hele Danmarks vegne.
Ovenstående debatindlæg bragt i Børsen den 1. februar 2021.