Der er i denne uge sket noget fantastisk! KonXion – som jeg indtil fornyligt har ejet 50% af af – er netop blevet “forlovet” med Ultimate Web. Vi har derved taget det første skridt i at skabe et kraftfuldt digital mediehus – og det bliver helt fænomenalt! 

Jeg nåede lige at sætte min underskrift en time inden jeg fløj til Dubai, og i går blev nyheden annonceret: Ultimate Web og konXion går sammen og får fælles ejerkreds.

Ok, der er sikkert nogen der ikke helt ved, hvad selskaberne laver, så her er en hurtig forklaring:

  • konXion ApS er helt vildt gode til sociale medier og laver alt fra at “bygge” Facebook sider, rådgive virksomheder om social kommunikation, til at varetage kommunikationen på virksomheders Facebook/Linkedin/Twitter sider. Bag konXion står Thomas Thomsen og et hold af ca. 8  stjerne dygtige medarbejdere.  For 2 år siden var jeg heldig at få muligheden for at købe mig ind med 50% og det har jeg ikke fortrudt siden.
  • Ultimate Web A/S har eksisteret i over 10 år og er verdensmestre i “traditionel web” om man vil: Hjemmesider, webshops og CMS systemer. De beskæftiger ca. 15 highly skilled medarbejdere og drives af Troels og Dennis – to rigtig dygtige, strukturerende og driftige fyre som jeg kender fra min tid i gymnasiet. De har virkelig skabt noget unikt igennem høj kvalitet og hårdt arbejde.

Begge selskaber ligger i Aalborg, har tilsammen mere end 1.500 erhvervskunder, og er bygget på et rigtig sundt økonomisk fundament med mange Gazeller på samvitigheden.

I sommer opstod ideen om at merge de to selskaber sammen for på sigt at skabe et kraftfuldt digital mediehus – noget der for alvor kan bringe samhørigheden mellem “traditionel web” og sociale medier – og vi har siden arbejdet på praktikken, som kom på plads forleden. Første skridt er en forlovelse og senere kommer så ægteskabet.

Ejerstruktur før:

merger_foer

Ejerstruktur nu:

merger_efter

Dette er min første merger/forlovelse af selskaber og jeg glæder mig rigtig meget til at se hvad fremtiden bringer. Hver for sig er Ultimate Web og KonXion helt vildt dygtige indenfor hver deres felt – så jeg tør slet ikke tænke på, hvad der kan udrettes sammen!