I Danmark på Grundlovsdag
Det er 8 måneder siden, jeg sidst har været i Danmark, så det er unægteligt dejligt at være tilbage med fædrelandsjord under fødderne. Og så af alle dage på Grundlovsdag!
Over de næste par dage skal jeg besøge venner, familie, men også nogle af de iværksættere, vi igennem tiden har investeret i.
Mange af dem har lidt under pandemiens restriktioner, men har samtidig formået at overleve nedlukninger, bureaukrati, forsinkede hjælpepakker, non-sensiske regler og meget andet. Andre har desværre måtte bukke under, simpelthen fordi præmissen for at drive deres forretning blev trukket væk under dem.
Da epidemiloven sidste år i al hast blev ændret, påvirkede den vores alles grundlovssikrede rettigheder; den personlige frihed, boligens ukrænkelighed, ejendomsrettens ukrænkelighed samt forsamlingsfriheden.
Lad os huske, at grundloven danner basis for de mest principielle rettigheder, vi som danskere har.
Lige nu betaler vi fuld pris for at have så meget magt koncentreret på så få hænder og det har kostet på vores demokrati. Det er derfor vigtigt at vi danskere minder vores folkevalgte om det livsnødvendige i at værne om vores grundlov og at eventuelle grundlovsbrud får konsekvenser. Uanset hvem der har begået dem.
God Grundlovsdag til alle!
Ovenstående blev desuden bragt i Børsen, som debatindlæg, den 5. juni 2021.
Læs også: I min AMA har jeg besvaret et spørgsmål om mit politisk ståsted.