Liberal Alliance: 10 skræmmende facts!

For et par uger siden skrev jeg om Enhedslistens partiprogram. Over 200.000 mennesker læste blogindlægget og jeg blev beskyldt for at være snæversynet, en kapitalist og dét der var værre… Så jeg tænkte at man skulle prøve at tage et kritisk standpunkt overfor modvægten, Liberal Alliance, som jeg normalt lægger min stemme hos…

Liberal Alliance

Følgende citater er taget direkte fra Liberal Alliances partiprogram og principprogram… (med undtagelse af overskrifterne; det er min opsummering af budskabet).

OBS: Ironi kan forekomme…

1. Ragnarok skal herske

“Liberal Alliance vil have færre regler og restriktioner. Det er ikke alt, der kan reguleres, som bør reguleres. Når vi sætter frihedsidealet højere end lighedstanken bliver mange ordninger, tilskud, regler og love overflødige.”

2. Selv modbydelige mennesker skal betale mindre i SKAT

“Liberal Alliance ønsker ikke, at Danmark skal være verdensmester i skattetryk, og derfor vil vi sænke skatten til maks. 40 procent ved helt at afskaffe topskatten og forhøje beskæftigelses fradraget og fjerne loftet over det.”

3. Er du uheldig, er det bare ærgeligt

“Personligt ansvar er en naturlig følge af den personlige frihed. Man er ansvarlig for sine succeser såvel som sine fiaskoer. Ligesom man får mulighed for at høste frugterne af sin egen indsats og succes, må man acceptere at nedsætte sin levestandard, hvis man enten sløser med sine muligheder eller blot er uheldig.”

4. Folk er for dumme til at forstå reglerne som de er i dag

“Skattesystemet skal være mere enkelt. Det kan ikke være rigtigt, at man efterhånden skal være revisoruddannet for at kunne forstå sin egen selvangivelse. Et retfærdigt skattesystem er et enkelt skattesystem.”

5. Shell og McDonalds skal betale mindre i SKAT

“Vi ønsker at skabe bedre rammevilkår for erhvervslivet, så både danske og udenlandske virksomheder finder det attraktivt at investere i Danmark. Derfor skal selskabsskatten sættes ned til 12,5 procent – et niveau svarende til de laveste blandt de vestlige EU-lande. Selskabsskatten virker som en skat på beskæftigelse og løn i Danmark, så en sænkning af selskabsskatten vil tiltrække kapital og skabe flere arbejdspladser og dermed velstand.”

6. Du er ikke velkommen i Danmark… medmindre du har noget vi vil have!

“Liberal Alliance vil have et åbent samfund. Vi vil engagere os i omverdenen. De, der kan bidrage positivt til vores samfund, skal have lov til at arbejde i vores land og føle sig velkomne. For at det kan fungere, skal vi konsekvent slå ned på antidemokratiske trusler og være tilbageholdende med at give ophold til folk uden efterspurgte kvalifikationer.”

7. De gamle skal knokle til de ikke længere kan mere

“Liberal Alliance vil afskaffe efterlønnen helt, så vi kan få flere hænder i arbejde. Vi har ganske enkelt ikke råd til at betale raske og rørige danskere for at trække sig fra arbejdsmarkedet – vi har nemlig brug for dem. Ifølge de økonomiske vismænd er det højst 10-15 procent af de 120.000 danskere, der i dag er på efterløn, som har et dårligt helbred. ”

8. Du skal måles og vejes

“Liberal Alliance ønsker et samfund, hvor du bliver anerkendt, for den du er. Du er først og fremmest dig selv og skal  måles på din indsats, dine evner og personlighed.”

9. Højere løn til din chef

“Derudover er der forskel på chefer – også i det offentlige. Dygtige chefer skal derfor have mere i løn, ligesom de skal have mulighed for at give deres medarbejdere differentieret løn. Det er nemlig ledelsens opgave at vurdere kvalifikationer og aflønne derefter.”

10. Slut med regler og love

“Hver gang et tåbeligt forbud bliver indført, skaber det enorme mængder bureaukrati, der koster både tid og penge. De mange panik-love stjæler dyrebar tid fra myndighederne – tid, der kunne være gået til borgerne. Det er på tide, at vi trækker en streg i sandet. Liberal Alliance vil stoppe formynderiet og give ansvaret tilbage til danskerne.”

 

Og her er, hvor det bliver virkelig skræmmende…

I sommer stod Liberal Alliance til at få 1,9% af stemmerne til et kommende folketingsvalg – Det virker måske ikke som et voldsomt tal, men det er udgør stadig ti-tusindevis af Danskere der har tænkt sig at lægge sin stemme hos et parti der ÅBENTLYST er ude af trit med virkeligheden…  Jeg begriber det ikke!

Hvad synes du?

Er du enig i budskabet – eller synes du bare at debatten er interessant?

  1. Del blogindlægget på Facebook:
  2. Giv et like, hvis du kan lide min blog:

 

Skriv et svar